Nogen gange kan man godt blive lidt træt af de sædvanlige fire halve til frokost. Derfor er jeg så glad for leftovers, det skaber variation til min frokost. De her pirogger, eller madbrød, laver jeg især, når jeg har en portion kødsovs til overs fra aftensmaden. De er rigtig gode i den stores madpakke eller til min frokost.
Fyld dem med, hvad du lige har ved hånden af rester. For eksempel kødsovs eller kylling i karry for børnevenlige pirogger. Eller måske spinat og ricotta for en mere voksen smag? En anden lækker variation er Foodfanatic.dk’s med oksekød og varme krydderier.
Til otte store pirogger skal du bruge:
10 g gær
2,5 dl lunkent vand
180 g fuldkornshvede
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
1 spsk olie
1 tsk salt
Smuldr gæret i vandet.
Tilsæt resten af ingredienserne og saml dejen.
Ælt dejen godt igennem til den bliver blød og elastisk, ca. 4-5 minutter.
Lad hæve under et fugtigt, rent viskestykke i halvanden time.
Del dejen i otte og rul hver dejklump nogenlunde cirkulært ud til en diameter på omkring 17 cm.
Læg fyldet på den ene halvdel, sørg for at have et par centimeter fri til kanten.
Fold den den anden halvdel ind over fyldet og pres kanterne godt sammen.
Fold kanten hele vejen eller brug en gaffel til at forsegle.
Pensl med æg eller mælk og drys evt. med revet ost.
Bages i almindelig ovn ved 200 grader i ca. 17 minutter.
Hvis piroggerne ikke skal spises indenfor et par dage, så frys dem. Så tager du dem blot op om morgenen, og så er de klar til middagstid.